Gran Canaria

Første rigtige træningstur er i hus – for mit vedkommende årets længste og hårdeste. Jeg er sgu’ lidt kogt, men men god gang frokost, massage og afslapning for mig forhåbentlig klar til i morgen. Jeg kører lidt et “skåne” program her i starten, for ikke at starte op for hurtigt. Dvs, jeg kører lidt færre intervaller end mine to kollegaer, Julie og Amalie. 

Det vrimler som sædvanlig med cykelryttere på øen – især skandinaverne ser man alle steder – for ikke at glemme de lokale som også udnytter de gode cykelmuligheder. Det er svært at være sur i 25 grader og høj sol, selvom stigningerne hernede nogle gange kan sætte mig lidt på prøve – bjerge har aldrig været min kop te, men ja-hatten er på – det ville være forkælet at pive over, at få lov at cykle på jobbet! 

Når vi cykler har vi altid vores træner med bilen bagved. Det er en luksus at man ikke behøver fylde lommerne op med energi og slanger – for ikke at forglemme de mange liter vand der ryger ned undervejs. Dét er for mig at se den største fordel ved at have bil med – man sparer ikke på drikkevandet, da man altid kan få fyldt op. Dét er noget jeg selv ofte undervurderer når jeg cykler alene – det er trods alt lidt mere besværligt at holde ind på en café hele tiden eller lede efter en vandpost…

Det var alt fra nu – jeg skal hen på sofaen!

Trine

Træningslejr

Det er ikke mere end et par uger siden, at jeg vendte hjem fra Gran Canaria og åres første træningslejr med kvinde-banelandsholdet. For mit vedkommende blev det dog ikke meget af en træningslejr, da jeg siden december har bøvlet med en skade – en skade som jeg nu endelig er kommet mig over. Heldigvis var det strandvejr og 23 grader – ellers havde det været nogle meget lange dage på den spanske cykel ø… 

Og nu sidder jeg her igen – på vej til Gran Canaria med banelandsholdet. I en ikke særlig god form. Hvordan den nærmeste fremtid ser ud, det ved jeg ikke præcist. VM i banecykling finder sted om mindre end en måned, og det er på ingen måde realistisk, at jeg bliver top klar. Men måske er det realistisk, at jeg bliver lidt klar… Jeg må tage en dag ad gangen og klemme ballerne sammen. Uanset hvad, så er jeg glad for, at jeg nu kan træne igen. Jeg er sikker på, at de kommende 14 dage med pigerne, bliver helt kanon. Jeg glæder mig.

Jeg har aldrig brudt mig om, når mine planer ændres af uforudsete hændelser. Jeg elsker derimod at gå i boks, og gøre alt det rigtige. Det dér med, at ens rytme brydes, og man intet kan gøre ved det, det er hårdt. Med fare for at lyde lidt klynket, så synes jeg helt generelt, at det sidste halvandet år, har været en udfordring med forskellige, mere eller mindre, alvorlige skader. Alt sammen noget, som gang på gang har sat mig bagud, og forhindret mig i at træne og køre cykelløb på et højere plan, som er et ret så essentielt led i mine forberedelser og drømme frem mod OL. 

I slutningen af november 2019 følte jeg mig for første gang i 10 måneder “ovenpå” da jeg sammen med Julie sejrede i World Cuppen i Hongkong. Hvilket kick og hvilken personlig sejr, at have fundet tilbage til snerten af mit gamle jeg! Og nu sidder jeg i slutningen af januar, og føler jeg skal til at starte forfra igen, med et bane VM og en forårssæson lige om hjørnet… Jeg har virkelig været træt af det – især den sidste omgang her, har krævet ekstra meget af mig. Men elitesport er hårdt på mange måder – sådan er det bare. 

Det går op og ned i showbiz 🙂

Der har som sagt været en hel del bump på vejen – men jeg har ikke tænkt mig at give op. Sket er sket, og jeg kan kun gøre en ting ved det – se fremad og ligge den enorme mængde energi og arbejde i det, som jeg altid gør. Uanset hvad der sker i Tokyo til august, så vil jeg føle at jeg har gjort alt der står i min magt, for at være i mit livs form og stå klar til kamp – og være den bedste udgave af mig selv – så kan jeg ikke gøre mere…